
Wake-up call i Næstved
AB spillede fredag aften den næstsidste kamp i sæson 2025-2026. Kampen blev spillet på JHH Park, hvor Næstved tog imod. Næstved som efter dagens kamp ligger nr. 3 i CampoBet Ligaen, viste igen at det er et rigtig godt ho...
AB spillede fredag aften den næstsidste kamp i sæson 2025-2026. Kampen blev spillet på JHH Park, hvor Næstved tog imod. Næstved som efter dagens kamp ligger nr. 3 i CampoBet Ligaen, viste igen at det er et rigtig godt hold. Det var tydeligt fra kampens start, at de rigtig gerne ville slutte sæsonen godt af på hjemmebanen foran de 787 fremmødte tilskuere på lægterne. De spillede en god kamp og vandt 4-1. AB’s enlige mål blev scoret af Noah Engel.
Næstved sad i flere periode gennem kampen på spillet og med deres velkendte gode kombinationsspil fik de presset AB.
AB var i flere situationer ikke tæt nok på Næstved spillerne i deres opspil, og presspillet sad ikke lige i skabet i dagens kamp.
AB spillede sig også frem til chancer, men Næstveds målmand Albert Gaub-Jakobsen havde flere store redninger og blev også kåret som kampens bedste Næstved-spiller.
Det blev et wake-up call for AB, for det gik slet ikke som forventet, så det giver anledning til eftertanke.
AB’s opstilling
Trænerteamet havde til dagens kamp mod Næstved foretaget nogle ændringer i forhold til kampen mod HIK. Marcus Bobjerg startede på mål i fraværet af Adam Ingi Benediktsson, der er med Island landshold i Japan. I midterforsvaret erstattede Noah Ibsen Adrien Koudelka, som var skadet. På venstre back erstattede Alfred Horup Travian Sousa, som også var skadet. Tobias Lykkebak overtog på midtbanen for Søren Ilsøe, der var karantæneramt.
Startopstillingen så herefter sådan ud
På mål Marcus Bobjerg, højre back Jeppe Gertsen, i midterforsvaret Noah Ibsen og Marc Dal Hende (anfører), venstre back Alfred Horup, på midtbanen Marco Vesterholm og Marco Vesterholm. På venstrekanten Jonathan Mathys og på højrekanten O´Vonte Mullings. Helt fremme spillede Milan Silva Rasmussen og Noah Engell.
Kampens forløb
Allerede efter 3 min. fik Næstved et hjørnespark, men AB’s forsvar var på plads. Mindre end 1 min. senere blev en bold sendt langt frem mod Næstveds banehalvdel, hvor Milan Silva Rasmussen lå på lur. Forsvareren fik ikke timet sit opspring, og bolden endte bag ham, og Milan Silva Rasmussen fikbolden og løb mod mål. I sidste øjeblik afleverede han til O’Vonte Mullings, der var løbet med. Han søgte ind i målfeltet, men han blev væltet omkuld, og det så udefra ud til et straffespark, men dommerens fløjte var tavs.
Efter 10 min. og med en god aflevering kom en af Næstveds hurtige angribere spurtende mod mål, men Marcus Bobjerg fik presset ham til en for lang aflevering, men Jeppe Gertsen kom tilbage og fik bolden sparket væk.
Efter knap ½ time kom der gang i scoringen. En aflevering gik gennem AB’s forsvar og bagud i feltet kunne Marius Olufsen Christiansen sætte foden på og score til 1-0.
Få minutter efter opfangede Noah Engel en løs bold, og driblede fra egen banehalvdel og mod Næstveds mål, hvor han kunne udligne til 1-1.
Kampbilledet ændrede sig ikke meget i 2. halvleg. Det var fortsat Næstved, der sad på meget af spillet og skabte muligheder.
Efter 53 minutter fik Noah Engel chancen for et skud, men bolden blev blokeret. Bolden trillede mod mål, men Næstveds målmand Albert Gaub-Jakobsen nåede lige at få bolden bokset væk. En lang aflevering nåede frem til Næstveds Tinus Olesen, der sendte et skarpt indlæg ind i feltet, hvor Noah Ibsen i forsøget på at blokere en fri Næstved-spiller, gled ind i bolden og lavede selvmål, så stillingen blev 2-1 til Næstved.
Så kom udskiftningerne. Tobias Lykkebak forlod banen, Casper Grening kom ind og overtog venstre back efter Alfred Horup, der blev lagt ind på midten. Tobias Damtoft kom ind på højre back og Jeppe Gertsen måtte forlade banen med en skade. Tobias Hageltorn kom på banen og erstattede Jonathan Mathys i angrebet.
Blot 4 minutter efter blev et langt indlæg til bageste stolpe omsat af Marius Olofsen Christiansen på hovedstød til føring til Næstved på 3-1. Med et kvarter tilbage af kampen fik Næstved igen scoret, da Benjamin Luka Kold Rasmussen fra kanten af feltet sparkede bolden i mål til føring 4-1.
Emil Mygind kom på banen og blev lagt på venstre back, og han erstattede Milan Silva Rasmussen og Casper Grening blev rykket frem på venstre kant.
I kampens slutning havde AB flere muligheder, men både Casper Grening og Noah Engel kunne ikke reducere.
Anfører Marc Dal Hende sagde, at træerne ikke vokser ind i himlen: ”Det var en meget fortjent Næstved sejr. Vi havde snakket om, at de gerne ville bygge op med mange opspil, og vi vidste også godt, at vi skulle investere i presset for at kunne dæmme op for det. Vi fik ikke på noget tidspunkt i kampen sat vores aftryk. Vi straffer dem på nogle af deres fejl, men det er ikke os selv, der skaber det. De laver 4 mål på os - det var mildest talt en meget, meget dårlig dag på kontoret for os.
Det er en god reminder om, at træerne ikke vokser ind i himlen. Hvis ikke vi lægger 100% i det, så kommer vi også til at tabe alle kampene i 1. division. Så det var en god reminder, og der er ingen tvivl om, at vi har noget at revanchere til den sidste hjemmekamp, hvor der forhåbentlig kommer en masse mennesker på stadion og der skal der være en hel anden præstation fra os.
Næstved var gode til at falde ned og skabe overtal ude i siderne. Det talte vi om i pausen, at vi skulle prøve at justere på. Vi må erkende, at det lykkedes vi ikke rigtigt med. Så er der også bare noget, der hedder dueller og intensitet - der taber vi også i dag.
Med vores spillestil og for at vi kan være dominerende, så skal vi være gode og være det bedste hold. Så vi må alle sammen hjem og se os selv i spejlet.
Det lignede, at Næstved ville det mere end os i dag, og det er selvfølgelig skuffende, for når du spiller med AB logoet på brystet, så kræver det bare en ekstraordinær arbejdsindsats og det leverede vi ikke i dag”, slutter Marc Dal Hende.
Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson var meget skuffet over dagens kamp: ”Næstved lagde meget mere energi og en større indsats ind i kampen, end vi gjorde i dag. De udfordrede os og de vandt alle deres dueller. Det var ikke en præstation, som er acceptabel i AB. Vi kan finde fejl i vores spil, men Næstved gjorde det, der skulle til for at vinde duellerne, de vandt andenboldene, og de kæmpede for alt. Måske det er en forklaring, at vi havde mistet nogle spillere i startopstillingen, men det kan vi ikke bruge til noget.
Alle spillere gjorde, hvad de kunne, men der er ikke en spiller, der kan være stolt af sig selv efter kampen. Det er ikke det, vi vil acceptere i AB. Vi kan tabe kampe, og det er sådan set i orden, men at tabe en kamp, som vi tabte i dag - det gør virkelig ondt. Spillerne skal forstå, at intet er givet, selvom vi står der, hvor vi stå nu. Vi skal arbejde hårdt hver eneste dag. Vi kan ikke bare vælge at slappe af. At være en vinder betyder, at vi vil vinde hver dag. Vi har tabt kampe i denne sæson, og nogle af de nederlag var i orden i mine øjne. I dag gjorde vi ikke, hvad vi kunne.
Jeg håber, at alle spillere vil se sig i spejlet og også stoppe med at tænke på, hvad der skal ske i næste weekend eller næste måned. Vi skal være der i nuet hver dag og til hver kamp”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.
Næste kamp bliver spillet lørdag den 6. juni 2026 kl. 14.00 på Gladsaxe Stadion, hvor Thisted FC kommer forbi. Det er samtidig den sidste kamp i denne sæson, så sæt kryds allerede nu og hold øje med informationer om, hvordan oprykningen og 1. pladsen i 2. division bliver fejret.







