
Topkamp på Gladsaxe Stadion
AB Gladsaxe vender endelig tilbage til Gladsaxe Stadion i morgen fredag den 26. marts kl. 19.00.Efter at have haft hjemmebane på Brøndby Stadion de seneste to hjemmekampe, slår Gladsaxe Stadion igen dørene op.Det bliver ...
Næste indlæg
AB Gladsaxe vender endelig tilbage til Gladsaxe Stadion i morgen fredag den 26. marts kl. 19.00.
Efter at have haft hjemmebane på Brøndby Stadion de seneste to hjemmekampe, slår Gladsaxe Stadion igen dørene op.
Det bliver med et topopgør i CampoBet Ligaen, når AB tager imod FC Roskilde, der indtager 3. pladsen med 35 point. AB har 45 point og fører ligaen – så det bliver en såkaldt 6-points kamp.
AB er kommet rigtig godt i gang med forårssæsonen og har vundet de første tre kampe - senest med 5-1 over Ishøj IF.
FC Roskilde må formodes at være den stærkeste modstander indtil videre i forårssæsonen. Det er også FC Roskilde, der har påført AB det største nederlag i sæsonen. Det skete, da AB 12. september blev sendt hjem fra Roskilde Idrætspark med et nederlag på 4-1.
Det blev en aften til glemmebogen, for det blev aldrig AB’s kamp. Det var en udpræget offday, hvor ikke ret meget lykkedes og der var ingen sammenhæng og konsekvens i spillet. Kampen fredag må derfor være en kamp, hvor AB spillerne meget gerne vil have revanche.
FC Roskilde led et uventet nederlag i deres seneste kamp, da de tabte hjemme i Roskilde med 1-0 til FC Helsingør.
Dommer Jacob Stausgaard Kobberrød passer fløjten og Poul Nyberg og Søren Lehmann passer linjerne.
AB har Marco Vesterholm i karantæne. FC Roskilde har ingen i karantæne.
Marcus Immersen er tilbage i truppen. Det samme er Søren Ilsøe, der har udstået sin karantæne.
Jonathan Mathys siger, at holdet tanker energi ved at vinde: ”Det bliver en topkamp mellem to tophold, som har en masse kvaliteter, og som begge vil gøre alt for at få de 3 point. Jeg synes, vi står virkelig godt. Vi kom ud til forårssæsonen og har nu haft 3 sejre ud af 3 kampe - og vi jagter selvfølgelig den 4. sejr!
Vi har revanche til gode i forhold til den 1. kamp mod Roskilde, og jeg synes, vi er blevet stærkere som hold og bedre. Så jeg ser rigtig positivt på kampen i morgen. Jeg tror, det bliver en virkelig god kamp, Vi er jo tilbage på Gladsaxe Stadion og det er så lækkert. Jeg håber, der kommer mange og støtter os, så vi kan åbne foråret her på Gladsaxe Stadion på en god måde.
Nederlaget sidst mod Roskilde lagde vi bag os allerede i kampen efter. Vi spillede mod HIK på udebane og vi vandt 4-0, så vi har slet ikke tænkt på Roskildekampen siden.
Det bliver selvfølgelig en anderledes modstander, vi skal op imod. De kom jo fra 1. division sidste sæson, og de vil gøre alt for at komme op igen. Så vi møder en modstander, som har spillet på en højere hylde og de har mange individuelle kvaliteter.
Vi har et rigtig godt hold og vi har det rigtig godt sammen. Der er god energi i hver træning og kamp. Energien kommer selvfølgelig også, ved at vi vinder kampene - så det vil vi fortsætte med i morgen”, slutter Jonathan Mathys.
Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson glæder sig til at spille på hjemmebanen: ”Spillerne er rigtig motiverede forud for kampen mod Roskilde. Vi er tilbage på hjemmebanen og jeg håber, vores fans vil hjælpe os og synge os frem til sejr. I sidste kamp sang og jublede de gennem hele kampen - det var rigtig dejligt. Da jeg så kampen senere, havde jeg lyd på - det plejer jeg ikke at have - men jeg nød den dejlige kulisse, som vores fans skabte.
Spillerne ved, hvad vi skal gøre og hvad vi er oppe imod. Vi kan tabe til alle hold, hvis vi ikke gør vores arbejde godt. Der er kvalitet i alle hold i denne division. Roskilde har topkvalificerede spillere, som kan straffe os på den mindste fejl. Roskilde er i en situation, hvor de er nødt til at vinde. De skal møde Næstved og Vendsyssel i de næste to kampe og så spiller vi oprykningsspillet.
Alle kampe er for dem en finale, så de vil komme med stor iver, for de behøver point. Det er vores spillere helt klar over, men vi er også i stand til at være bevidste om ikke at overreagere.
Vi har stor erfaring i omklædningsrummet og vi har spillet mange kampe sammen. Vi ved, at det ikke er kampen fredag, der afgør, om vi vinder divisionen. Det er en af 32 kampe. Vi ved, at Roskilde vil komme aggressivt ind i kampen - de tabte mod Helsingør sidste weekend, og de vil komme for at viske tavlen ren og de vil kæmpe for deres chance for at vinde”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.
I truppen til kampen er:
1. Marcus Bobjerg (målmand)
2. Jeppe Gertsen
4. Adrien Koudelka
5. Marc Dal Hende
7. Noah Engell
9. Emil Mygind Jensen
10. Marco Ramkilde
11. Casper Grening
15. Søren Ilsøe
18. Milan Silva Rasmussen
19. Jonathan Mathys
20. Marcus Immersen
21. Travian Sousa
23. Tobias Damtoft
28. Tobias Lykkebak
30. Alfred Horup
34. Mikkel Brund
37. Frederik Lindgaard
41. Tobias Hageltorn
43. Noah Ibsen
54. Adam Ingi Benediktsson (målmand)
88. O’Vonte Mullings







