Mål på Gladsaxe Stadion
← Alle nyheder

Mål på Gladsaxe Stadion

AB Gladsaxe spillede mod Skive fredag på et solbeskinnet stadion med et indbydende græstæppe, og det blev en sand målfest. Resultatet blev 5-1 med to mål af Steven Simpson, et mål af O’Vonte Mullings og to mål af Casper ...

AB Gladsaxe spillede mod Skive fredag på et solbeskinnet stadion med et indbydende græstæppe, og det blev en sand målfest. Resultatet blev 5-1 med to mål af Steven Simpson, et mål af O’Vonte Mullings og to mål af Casper Grening. Der var 520 tilskuere til stede, og der blev spillet godt, og som nævnt blev der scoret mange mål.

AB havde i dag ændret opstillingen, og om der var magi i det – det ved kun Gud.

Trænerstaben havde foretaget tre ændringer i opstillingen til dagens kamp. Agúst Hlynsson var rykket helt frem i angrebet og erstattede Ægir Jarl Jónasson, der tog plads på bænken. Steven Simpson var tilbage på sin plads som back efter at have afsonet en karantæne. Adrien Koudelka tog også plads på bænken, og Mikkel Brund fik sin første startplads i forårssæsonen på en lidt uvant position på midtbanen, men han klarede opgaven godt.

Dermed så AB’s startopstilling således ud: Albert Gaub-Jacobsen i målet, i det centrale forsvar spillede Noah Ibsen og Pachanga Kristensen, på højre side af forsvaret spillede Steven Simpson og på venstre side Rasmus Brodersen. På den centrale midtbane spillede Søren Ilsøe (C) og Mikkel Brund. På fløjene spillede O’Vonte Mullings og Casper Grening. I angrebet spillede Agust Hlynsson, og han fik selskab af Noah Engell.

AB havde bolden meget gennem det meste af kampen. Kombinationerne flød, tempoet var højt, og bolden blev spillet godt rundt og langs jorden.

Allerede efter to minutter satte O’Vonte Mullings tempoet og kom fremad på banen, men blev fældet lige uden for feltet. Fritsparket ramte muren, men AB beholdt bolden og kontrollen over kampen. AB fortsatte med meget højt pres og spillede energisk og hurtigt.

Efter fem minutter afleverede Casper Grening til Steven Simpson, der sikkert scorede til 1-0. Skive havde endnu ikke haft bolden i spil!

AB dominerede og havde en klar overhånd, men Skive kom bedre med og fik mere spil på AB’s halvdel af banen. Det varede dog ikke længe, før Steven Simpson fik bolden, lavede et par finter på tværs af midten og skød. Skuddet ramte en Skive-spiller og svævede over målmanden, så stillingen blev 2-0.

Trods en 2-0-føring fortsatte AB med at lægge højt pres på Skives mål og spillede koncentreret, direkte og med høj intensitet. Det var ikke sjovt at være Skive, der måtte løbe mange meter til ingen nytte. Der var knap spillet en halv time, da Noah Engel drev bolden fremad i midten og sendte en skarp aflevering til O’Vonte Mullings på kanten, som skød bolden i nettet til en magisk 3-0-føring.

Skive fik gang i spillet og fik et hjørnespark, men Albert Gaub-Jacobsen bokste bolden væk. Efter 35 minutter tog Skives Marco Vesterholm sagen i egen hånd og skød, så bolden unødvendigt røg i mål og reducerede stillingen til 3-1.

AB fik igen kontrol over kampen, og udover at Søren Ilsøe og Mikkel Brund styrede spillet på midtbanen, havde de begge hovedstødsforsøg på hjørnespark, men desværre endte det ikke i mål.

Kort før pausen fik Skive et frispark et par meter uden for feltet. De lavede en smart kombination og spillede bolden langs jorden i stedet for at lægge et indlæg. Heldigvis var Noah Ibsen opmærksom og neutraliserede chancen.

Efter pausen erstattede Adrien Koudelka Noah Ibsen. Skive kom på banen med fornyet entusiasme og forsøgte at lægge pres på AB. Der var lidt uro i AB’s opstilling, men AB kom hurtigt tilbage på sporet igen.

Efter 60 minutter spillede Skives målmand en for kort aflevering til en af sine holdkammerater. Casper Grening opfangede situationen, og på trods af at forsvarsspillerne var lige i hælene på ham, kom han ind i skudafstand og øgede føringen til 4-1.

AB fik flere chancer til at skyde fra distancen, og den altid energiske Agust Hlynsson var uheldig, da hans ellers gode skud ikke ramte målet.

Derefter foretog AB tre udskiftninger med cirka 25 minutter tilbage af kampen: Mikkel Brund, der spillede en rigtig god kamp, blev erstattet af Ægir Jarl Jónasson, mens O’Vonte Mullings forlod banen og blev erstattet af Frederik Lindgaard. Noah Engel forlod banen og gav plads til U19-spilleren Noah Maale, der dermed fik sin debut på førsteholdet i en ligakamp, og han kom godt fra start.

Kampen fortsatte med overvægt til AB og få chancer til Skive. Med knap 20 minutter tilbage trængte Casper Grening ind mod feltet og sendte et skud uden for målmandens rækkevidde og scorede til 5-1, hvilket også blev slutresultatet.

Ved kampens afslutning blev Casper Grening, der havde scoret to mål, udskiftet med Onesime Tembe.

Kaptajn Søren Ilsøe roste den brede trup med de mange kvaliteter:

”Som vi sagde i forordet, havde vi analyseret kampen mod Middelfart meget grundigt. Vi skulle kontrollere kampene bedre, og det gør vi, når vi har bolden. Vi kunne se i dag, at vi har bolden meget, og så har de svært ved at score mål. Jeg synes, vi dominerede dem fra første til sidste minut. Det var det, vi havde arbejdet på hele ugen, og det lykkedes os. Vi havde arbejdet på at få dem til at bevæge sig meget.

Skive kan godt lide at presse, men hvis de ikke får mulighederne til at kontraangribe, så får de det svært, og det lykkedes for os. Vi havde talt om, at vi skal være mere kyniske, når vi får chancerne og scorer mål. Så bliver der mere ro, og det skete i dag.

Der var mange gode ting i dag, så det var virkelig sjovt at spille fodbold. Det var meget tydeligt, hvad Skive ville. De ville spille rigtig hård fodbold med mange dueller, men når vi spiller bolden rundt, har de det rigtig svært, når de bare skal løbe efter bolden.

Det gode ved vores trup er, at den er så bred, og at vi har så mange kvaliteter siddende på bænken. Hver gang en ny spiller kommer ind, skal modstanderne forholde sig til nogle helt nye spillere, der hver for sig kan udrette noget helt vildt. Vi har altid gode spillere på bænken, og de kan være afgørende i løbet af kampen”, afslutter Søren Ilsøe.

Umiddelbart efter kampen sagde cheftræner Joye Gudjonsson, at det var en god sejr, men at det vigtigste var holdånden:

”Det var en rigtig god kamp for os. Vi ville have kontrol både med og uden bolden, og det synes jeg, vi havde. Vi skabte chancer, og på de rigtige tidspunkter spillede vi os igennem deres pres. Vi spillede bag dem og gennem midten, men vi var også farlige på kanterne. Vi var tålmodige, holdt på bolden i lange perioder og skabte chancer.

Det vigtigste er dog holdånden og den måde, vi spillede sammen som et hold gennem hele kampen. Vi forsvarede os godt, og Skive kunne ikke håndtere vores pres.

Det er det, vi har ledt efter, og det viser sig, at vi har masser af kvalitet i truppen til at score mål. Det var også dejligt at se Noah Maale komme ind og få sin debut i en ligakamp, og han klarede det godt. Så når jeg ser det hele i sammenhæng, var det en komplet holdpræstation. Det var dejligt at se,” afslutter Joye Gudjonsson.

Den næste kamp spilles fredag den 9. maj 2025 kl. 19.00 i Sundby Idrætspark mod Fremad Amager.

Del dette: