Stor præstation af AB mod Vejle i sæsonpremiere
← Alle nyheder

Stor præstation af AB mod Vejle i sæsonpremiere

AB fik en super start og et rigtig godt 2-2 resultat mod Vejle BK, da de to hold mødtes i den første kamp i Betinia Liga i sæson 2026-2027.

Kampreferat

AB fik en super start og et rigtig godt 2-2 resultat mod Vejle BK, da de to hold mødtes i den første kamp i Betinia Liga i sæson 2026-2027. Der var virkelig lagt op til fest på Vejle Stadion, hvor der inden kampen var omkring 600 fans fra Vejle, der gik fanmarch med flag, bannere og kampråb fra centrum af Vejle til Vejle Stadion. Til kampen var der 4.237 tilskuere, hvoraf et fint antal bakkede AB op i sæsonpræmieren, og kampen var en styrketest mellem oprykker og nedrykker. Det var en fantastisk ramme om mødet mellem AB og Vejle BK.

Før kampen fik Tobias Lykkebak overrakt blomster fra Vejle BK, som tak for den tid, han havde været i klubben. Kampen gav debut i AB-trøjen til Mikkel Clement og Gabriel Noga.

AB’s startopstilling var identisk med startopstillingen i den sidste træningskamp mod B93: På mål Adam Benediktsson, Frederik Lindgaard på højre back, Noah Ibsen sammen med Marc Dal Hende i midterforsvaret. Tobias Damtoft på venstre back og Søren Ilsøe og Mikkel Clement på midtbanen. Jonathan Mathys på venstre kant, Marcus Immersen og Milan Silva Rasmussen i front og O'Vonte Mullings på højre kant.

1. halvleg

Vejle kom godt fra start og pressede AB højt på banen. Det så ud til, at AB lige skulle vænne sig til et højere tempo i 1. division. AB kom hurtigt mere og mere med i spillet, og spillede i perioder godt rundt og var godt organiserede. Et par afslutninger blev det også til, men de gav ikke mål. Vejle spillede hurtigt, og kombinerede fint selvom de også havde flere boldtab.

Det var lige før, at Vejle fik scoret efter et hjørnespark, men AB fik clearet bolden ud af feltet. Vejle lavede en opspilsfejl, og O’Vonte Mullings fik fat i bolden, spillede Marcus Immersen, som spillede videre til Milan Silva Rasmussen, der i det 13. minut scorede sikkert til 1-0 uden chance for Vejles målmand Nicolai Larsen.

I de efterfølgende minutter pressede Vejle, men AB fik sendt bolden ud af feltet flere gange og fik også selv skabt muligheder. Vejles Mikkel Duelund sendte et godt skud mod mål, men AB’s forsvar blokerede og bolden endte ud over baglinjen til hjørnespark. Hjørnesparket landede inde i feltet, hvor der opstod nogle tilfældigheder, hvorefter bolden endte hos Tobias Bach, som efter 22 minutter scorede til udligning 1-1.

AB havde frem til pausen gode chancer for at komme i front. Hurtige angreb og gode kombinationer, der ofte sad lige i skabet, gav muligheder men ikke nok til scoringer. Vejle havde tilsvarende et par muligheder, men igen i dagens kamp leverede Adam Ingi Benediktsson afgørende redninger, hvis ikke Vejles afslutninger endte over mål.

2. halvleg

Efter pausen kom AB godt i gang. På kanterne fightede Frederik Lindgaard og Tobias Damtoft, og deres indsats betød flere gange, at de forreste angribere havde chancen for at score, men desværre blev chancerne ikke til mål.

I forsvaret stod Noah Ibsen og Marc Dal Hende en sikker skanse, men en af de hurtige Vejle-spillere, kom igennem og kunne afslutte, men heldigvis var Adam Ingi Benediktsson parat og fik pareret bolden væk.

Efter 60 minutter overtog Marco Vesterholm plads på midtbanen efter Mikkel Clement, der gik ud. Samtidig overtog Noah Engell pladsen i front efter Marcus Immersen, der gik ud.

Vejle spillede et-to på kanten af straffesparksfeltet i venstre side, og bolden blev sendt ind i feltet og fik lov til at passere gennem feltet, så Lundrim Heteni kunne score til føring 2-1 efter 65 minutter.

Travian Sousa blev skiftet ind og overtog venstre back, Tobias Damtoft blev lagt på højre back og Frederik Lindgaard tog plads på bænken.

Jonathan Mathys blev skiftet ud og Casper Grening overtog venstrekanten.

AB tog ufortrødent kampen op igen mod Vejle. Tobias Damtoft løb mod baglinjen, og sendte et perfekt indlæg til modsatte stolpe, hvor Milan Silva Rasmussen i høj fart kom mod bolden og kunne score til udligning 2-2 efter 83 minutter.

Med 4 minutter tilbage af den ordinære spilletid kom Gabriel Noga ind på højre back, og Tobias Damtoft tog plads på bænken. Vejle kastede alt frem og havde flere farlige forsøg. AB kæmpede heroisk og Adam Ingi Benediktsson trak flere klasseredninger ud af ærmet. Det blev en spændende afslutning, hvor dommeren udover de annoncerede 5 minutters tillægstid, lagde yderligere 1 minut til. AB kunne tage hjem med 1 velfortjent point.

Anfører Marc Dal Hende var ikke i tvivl om, at AB kunne spille med: ”Det er fedt, det her - det summer for alvor af fodbold. Man kunne godt mærke inden kampen, at det var en stor kamp for mange af os. Det er en høj hylde, som mange af drengene ikke har prøvet før - specielt i forhold til kulissen, så var det helt i top. Vi vidste udmærket godt, at vi godt kunne spille med. Det var vi ikke et sekund i tvivl om - vi ville måske ikke få point, men at vi kunne spille med, det vidste vi.

Vi ville ikke bare overraske Vejle men også 1. division i det hele taget. Vi ved, hvad vi kan, så jeg er bare så stolt af drengene. Vi kommer tilbage efter at være gravet lidt ned i sækken og hele tiden bliver vi ved med at være farlige. Fantastisk mentalitet at blive ved med at stå i mod et af de formodentlige tophold.

Fantastisk start og stærk mentalitet fra drengene. Vejle lægger hårdt ud, men vi kommer igen og får også erobret nogle bolde og får mere og mere spil. I perioder står vi lavt, men det kommer vi til i 1. division, men vi har også vores momenter, hvor vi går højt og dominerer. Det var en dejlig kulisse også fra AB’s fan, der havde taget turen til Nørreskoven. Det var en fantastisk start - men vi forbliver ydmyge - det skal nok blive en spændende sæson”, slutter Marc Dal Hende.

Cheftræner Fannar Berg Gunnólfsson var meget stolt af sin trup: ”Jeg er meget stolt af den præstation, som spillerne viste i dag. De lagde en meget stor indsats i kampen. I 1.halvleg var vores pres ikke effektivt nok, men vi vandt alligevel bolden i forskellige områder. I 2. halvleg havde vi bedre kontrol, var mere modige i spillet og vi skabte en del muligheder.

Vejle er et svært hold at spille mod på deres bane, så jeg er rigtig glad for præstationen.

Vi kom foran 1-0, men så udlignede Vejle og bragte sig endda foran 2-1. Det påvirker ikke holdet, at vi er bagud, for der er så meget karakter i vores hold, så når vi kommer bagud, så slår vi ikke op i banen. Vi så det mange gange sidste sæson og igen her i dag, hvor vi får udlignet.

Da vi var foran 1-0 burde vi have holdt lidt bedre på bolden, have skabt bedre angrebschancer, men vi forcerede spillet.

Set over hele kampen så er det et vældig godt resultat mod en modstander, der er rykket ned fra en højere liga. Vi ser ikke på modstanderne i forhold til deres tidligere præstationer eller historie. Det handler om, hvordan vi spiller, hvordan vi angriber og forsvarer os mod dem. Så vi forsøger at skabe nogle scenarier, hvor vi går efter at vinde kampe. Vi vidste, hvordan vi kunne straffe dem, og det gjorde vi i perioder”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.

Næste kamp bliver spillet på Gladsaxe Stadion fredag den 31. juli 2026 kl. 19.00, hvor FC Fredericia kommer forbi.

Del dette: